Raja Chatila er robotforsker og leder af det EU-støttede forskningsprojekt COGNIRON. I interviewet fortæller han om de etiske problemer, man kan støde på, når robotter udfordrer menneskets position som den eneste intelligente art. Vores opfattelse af, hvad det vil sige at være menneske, udfordres, hvis vi bliver i stand til at konstruere en kognitiv robot, der tænker som et menneske.
Lige nu arbejder forskerhold i Europa, Japan og USA på at skabe robotter, der ligner mennesker og dyr. Visionen er, at de skal blive vores hjælpere i hjemmet. Eller måske endda vores venner og samtalepartnere. Til brug for sjov og luksus, når vi er unge, eller til brug for pleje og ensomhed, når vi er gamle. En del robotforskere satser på, at der i fremtiden kan opstå partnerskaber og relationer mellem robotter og mennesker. Det kan være følelsesmæssige forhold, som man allerede nu ser med robotkæledyr. Men det kan også være et mere praktisk partnerskab, hvor mennesker kan kommunikere med robotter og få dem til at udføre forskellige ting i hjemmet. Det er en vigtig udfordring for forskningen at opnå et naturligt samvær mellem mennesket og robotten. På vejen frem mod løsninger af denne udfordring er der mange vanskeligheder, og de er både tekniske og etiske.
Med elektroder opereret ned i hjernen er det muligt for en abe at styre en computer med sin hjerne - en forsmag på fremtidens muligheder for at parre krop og maskine. I eksperimenter har man allerede skabt vage synsindtryk hos blinde ved hjælp af interfaces mellem hjernen og apparater uden for kroppen, ligesom fysisk handicappede med tankens kraft har kunnet flytte cursoren på en computerskærm. Men splejsningen mellem hård teknologi og hjernens bløde biologi kridter også banen op for andre muligheder. Anvendelser, som er teoretisk mulige, og som i fremtiden måske vil blive virkelige: mennesker med kunstigt forstærket intelligens, mennesker med infrarødt syn, ekstra forstærkede lemmer o.l. Ja, faktisk de cyborgs man kender fra film - menneskemaskinerne gjort til virkelighed.
Kevin Warwick er professor i kybernetik ved universitetet i Reading. I interviewet fortæller han om sit næste forsøg, hvor et neuroimplantat skal implanteres i hans hjerne. Han håber, at teknologien engang kan muliggøre tankeoverførsler og opgraderinger af den menneskelige hjerne. Mennesker vil blive cyborgs, siger Kevin Warvick, om vi vil det eller ej.
Der er naturligvis mange juridiske problemer forbundet med udviklingen af meget avancerede robotter. Så længe en robot opfattes som en maskine, drejer juraen sig om retten til styringsprogrammer, design, robotter som salgsgenstande og lignende. Der er ikke megen grundlæggende etik i det. Hvis udviklingen går som den mest avancerede forskning på området indikerer, vil robotter måske ikke længere kunne behandles entydigt som maskiner, men som selvstændige væsener med følelser, egen vilje og egne behov. I så fald kan det med fornuft diskuteres, om disse egenskaber skal tilgodeses af retssystemet. Overvejelserne kendes fra diskussionerne om grundlæggende umistelige rettigheder for mennesker.
Ønsket om at opgradere sig selv hører ikke kun til den moderne tid. Så langt tilbage som første århundrede finder vi historier, der handler om at opgradere mennesker eller at skabe væsener med bedre evner og sanser. Myterne er strålende eksempler på, hvordan menneskets stræben efter opgradering altid har været inspireret af den teknologi, man har haft på det tidspunkt. Det er der skabt nogle smukke, sjove og uhyggelige myter omkring.
Science fiction-film indeholder ofte fremskrivninger af teknologi, som nutidens seer kan genkende grundformen af: Computere bliver til fremtidens superintelligente systemer; robotter bliver til fremtidens cyborgs og replikanter. Filmene er fantasier med afsæt i videnskab og teknologi. Men det er fantasier, der er nyttige i en seriøs debat. Men skal bare være klar over, hvilke præmisser, fiktive fortællinger om fremtiden baserer sig på.
Spørgsmålet om, hvad der definerer det menneskelige, ligger som en understrøm i de science fiction-film, hvor mennesker optræder side om side med cyborgs, intelligente robotter og replikanter. Fælles for filmene er, at de brydes med spørgsmålet ved at fremhæve maskinelle træk i mennesker og menneskelige træk i maskiner. Allerede i 1927 skaber Fritz Lang i sin storslåede fremtidsfilm Metropolis den visuelle stil, som inspirerer mange senere Science Fiction-filmskabere. Måske er den scenografiske inspiration tydeligst i Ridley Scotts Blade Runner fra 1993. Begge iscenesætter deres fortælling i gigantiske uoverskuelige byer, hvor trafikken går på kryds og tværs på landjorden og i luften omkring de høje bygninger. Forholdet mellem mennesker og maskiner spiller en afgørende rolle i begge film.
Rikke Schubart er ph.d. og lektor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet. I interviewet fortæller hun, at cyborgs og robotter i moderne Science Fiction-film bruges til at stille spørgsmål om, hvad det gode liv er for mennesker. Rikke Schubart inddrager eksempler fra film som A.I, Terminator, Westworld og Demon Seed.
Hvad er en robot? Ordet robot kommer af det tjekkiske 'robota', som betyder slavearbejde. Det var den tjekkiske skuespilsforfatter Karel Capek, der i 1920 som den første brugte ordet robot i skuespillet R.U.R (Rossum's Universal Robots). Skuespillet er en undergangsberetning om fremtidens skabelse af arbejderrobotter, der ender med at overgå og udrydde menneskeslægten.
En af de kunstnere, der mest spektakulært splejser krop og maskine, er den australske performancekunstner Stelarc. Derfor starter denne artikel med et blik ind i Stelarcs univers af robotdele og elektrificeret menneskekød. Men forholdet mellem menneske og maskine er ikke et sjældent tema inden for det 20. århundredes kunst. Derfor kan man i denne artikel også læse om nogle kunsthistoriske slægtninge til Stelarc.
Forestillingen om, hvordan man skaber kunstig intelligens, har forandret sig over tiden. Fra at tro, at hjernen kan erstattes af en fantastisk regnemaskine, og til at se intelligens som en myretue af samarbejdende enheder. Kunstig intelligens (KI) er maskiner, der er i stand til at overveje, lære og tage beslutninger på samme niveau som et menneske. Kunstig intelligens er en direkte oversættelse af det engelske artificial intelligence, og ofte benyttes den engelske forkortelse "AI" i stedet for den danske "KI".
Flere og flere patienter får som led i deres behandling indopereret informations- og kommunikationsteknologiske enheder i deres krop. Det anses i hvert enkelt tilfælde naturligvis for en stor fordel, men selve fænomenet kan også give anledning til principielle, etiske overvejelser. Sagen er, at det pågældende menneske i høj grad bliver gjort afhængigt af den indopererede teknologi og af ekstern teknologi. Det ultimative skræmmebillede er selvfølgelig, at afhængigheden bliver total som f.eks. i den klassiske science fiction film, Demon Seed fra 1977.
For 25 år siden var det svært at forestille sig et pengeløst samfund. Svært at forestille sig en pc i hvert et hjem, uendelige mængder af tv-kanaler, og at grammofonen ville blive overflødig. Det var også svært at forestille sig, at mange arbejdsfunktioner med mennesker bag skriveborde, skranker, samlebånd og andre maskiner ville blive erstattet af intelligent teknologi. I 2006 er det indlysende. Vi nærmer os det pengeløse samfund, tekst, musik og billeder ligger på små dimser, mobilen er allemandseje, og flere og flere af de traditionelle arbejdsfunktioner er erstattet af teknologiske vidundere, som så har givet andre arbejdsfunktioner til befolkningen. I farten har det været svært at få øje på de store etiske dilemmaer på teknologiens motorvej.
Kunne du tænke dig en siliciumbaseret sjæl? Viljen til radikal forandring er betingelsen for udødelighed og et liv uden den kødelige krops begrænsninger. En forsamling af livsstilsfuturister og respektable forskere ser den totale forandring af menneskets vilkår som en gevinst. For dem gælder det om at forstærke det våde sjask - den biologiske krop - med anderledes visionære og grænseløse materialer. De kalder sig transhumanister.
Turingtesten er en test, der skal afgøre, om en computer kan tænke eller ej.
Nogle kunstnere rejser med deres værker spørgsmålet, om menneskets liv kan bringes på samme formel som teknologi. Kan kroppens biologi reduceres til maskinelle funktionsmåder? Kan menneskelige hjernefunktioner, bevidsthed og følelser oversættes til digitale versioner? Læs og se her, hvordan en automatbygger i 1700-tallet, to nutidige kritiske foto- og performancekunstnere sætter disse spørgsmål på spidsen.
Moores lov siger, at computeren om 40 år vil have lige så meget regnekraft som en menneskehjerne. Men der skal mere til for at skabe intelligens. Musklerne i en computerchip er transistorer. Det har vist sig, at antallet af transistorer, der kan klemmes ned på en chip, fordobles ca. hvert 1½ år. Dette kaldes Moores lov. Derfor stiger computeres regnekraft i forhold til deres pris meget hurtigt. Hver 20. år tusinddobles den regnekraft, man kan købe for en krone. Hvis man regner frem i tiden, når man frem til, at man for en realistisk pris vil kunne bygge en computer, hvis regnekraft overgår menneskehjernens, om 30 til 40 år.
Hjerte rimer ikke kun på smerte. Når nogle siger ”hjerte”, tændes en lang associationsrække i mig. Og i dig. For sådan er det med centrale ord i sproget. De afføder lange guirlander af erindringer blandet op med saglig viden. Jeg kan med sikkerhed sige, at ordet ”hjerte” sætter gang i andre tanker hos mig end hos min lillebror, der er hjertesygeplejerske på Riget. Faglig og meget eksakt, for nu ikke at sige maskinel, viden om hjertets funktion og mangel på samme er hos hjertesygeplejersken helt fremme i bevidstheden, når nogen siger ”hjerte”.
Det Etiske Råds høringssvar vedr. Sundhedsstyrelsens rapport fra en arbejdsgruppe om Biokemisk screening for medfødt sygdom hos nyfødte. <br><br>Stort set alle nyfødte har igennem mange år med forældrenes samtykke fået foretaget en blodprøve få dage efter fødslen. Prøven er rutinemæssigt blevet undersøgt for phenylketonuri (PKU) og medfødt hypothyreose (CH), samt siden 1999 også for medfødt toxoplasmose-infektion (TOXO). Siden 2003 har alle forældre desuden i et videnskabsetisk godkendt forsøgsregi kunnet tilvælge undersøgelse for et større antal medfødte stofskiftesygdomme, der som hovedregel hver for sig er så sjældne, at det tidligere ikke var teknologisk og økonomisk fremkommeligt at screene for dem.