Kevin Warwick er professor i kybernetik ved universitetet i Reading. I interviewet fortæller han om sit næste forsøg, hvor et neuroimplantat skal implanteres i hans hjerne. Han håber, at teknologien engang kan muliggøre tankeoverførsler og opgraderinger af den menneskelige hjerne. Mennesker vil blive cyborgs, siger Kevin Warvick, om vi vil det eller ej.
Science fiction-film indeholder ofte fremskrivninger af teknologi, som nutidens seer kan genkende grundformen af: Computere bliver til fremtidens superintelligente systemer; robotter bliver til fremtidens cyborgs og replikanter. Filmene er fantasier med afsæt i videnskab og teknologi. Men det er fantasier, der er nyttige i en seriøs debat. Men skal bare være klar over, hvilke præmisser, fiktive fortællinger om fremtiden baserer sig på.
Forestillingen om, hvordan man skaber kunstig intelligens, har forandret sig over tiden. Fra at tro, at hjernen kan erstattes af en fantastisk regnemaskine, og til at se intelligens som en myretue af samarbejdende enheder. Kunstig intelligens (KI) er maskiner, der er i stand til at overveje, lære og tage beslutninger på samme niveau som et menneske. Kunstig intelligens er en direkte oversættelse af det engelske artificial intelligence, og ofte benyttes den engelske forkortelse "AI" i stedet for den danske "KI".
Hjerte rimer ikke kun på smerte. Når nogle siger ”hjerte”, tændes en lang associationsrække i mig. Og i dig. For sådan er det med centrale ord i sproget. De afføder lange guirlander af erindringer blandet op med saglig viden. Jeg kan med sikkerhed sige, at ordet ”hjerte” sætter gang i andre tanker hos mig end hos min lillebror, der er hjertesygeplejerske på Riget. Faglig og meget eksakt, for nu ikke at sige maskinel, viden om hjertets funktion og mangel på samme er hos hjertesygeplejersken helt fremme i bevidstheden, når nogen siger ”hjerte”.
Moores lov siger, at computeren om 40 år vil have lige så meget regnekraft som en menneskehjerne. Men der skal mere til for at skabe intelligens. Musklerne i en computerchip er transistorer. Det har vist sig, at antallet af transistorer, der kan klemmes ned på en chip, fordobles ca. hvert 1½ år. Dette kaldes Moores lov. Derfor stiger computeres regnekraft i forhold til deres pris meget hurtigt. Hver 20. år tusinddobles den regnekraft, man kan købe for en krone. Hvis man regner frem i tiden, når man frem til, at man for en realistisk pris vil kunne bygge en computer, hvis regnekraft overgår menneskehjernens, om 30 til 40 år.
En accelererende udvikling inden for teknovidenskaben sætter en ny dagsorden for os alle - ikke mindst hvad angår den menneskelige krop, der i stadig højere grad smelter sammen med teknologien. Det har 16 forskere og formanden for Det Etiske Råd sat fokus på udfra to perspektiver: Hvor fører udviklingen os hen? Hvad er vigtigt at diskutere inden vi når så langt? Læs de 17 kronikker i denne særavis fra Jyllands-Posten og Det Etiske Råd.
Spørgsmålet om, hvad der definerer det menneskelige, ligger som en understrøm i de science fiction-film, hvor mennesker optræder side om side med cyborgs, intelligente robotter og replikanter. Fælles for filmene er, at de brydes med spørgsmålet ved at fremhæve maskinelle træk i mennesker og menneskelige træk i maskiner. Allerede i 1927 skaber Fritz Lang i sin storslåede fremtidsfilm Metropolis den visuelle stil, som inspirerer mange senere Science Fiction-filmskabere. Måske er den scenografiske inspiration tydeligst i Ridley Scotts Blade Runner fra 1993. Begge iscenesætter deres fortælling i gigantiske uoverskuelige byer, hvor trafikken går på kryds og tværs på landjorden og i luften omkring de høje bygninger. Forholdet mellem mennesker og maskiner spiller en afgørende rolle i begge film.
Mennesker synes robotter er søde og sjove indtil det punkt, hvor de ligner mennesker for meget. Det punkt kaldes "The Uncanny Valley". I 1970 fremsatte den japanske robotforsker Masahiro Mori en teori om uhyggen ved mødet med det mekaniske. Mori mener, at vores positive følelser for robotter stiger i takt med, at de bliver mere og mere menneskelignende, indtil de når et punkt, hvor de er så menneskelige (men alligevel ikke helt), at vores følelser for dem pludseligt bliver stærkt negative. Det lavpunkt kalder Mori ”The Uncanny Valley”. På den anden side af ”The Uncanny Valley” bliver robotterne så vellignende, at det bliver svært at skelne dem fra rigtige mennesker, og den uhyggelige, urovækkende fornemmelse forsvinder igen.
Skal menneskeaber have samme etiske status som menneskers børn? Og hvad sker der, hvis robotter bliver så intelligente, at de er selvbevidste og har egne interesser? Skal de så behandles, som vi mennesker behandler vores egen art? Menneskeaber er chimpanser, gorillaer og orangutanger. Navnet afslører, at vi føler os nært beslægtede med disse aber. Det skyldes, at de har fællestræk med mennesker. Menneskeaber er intelligente og bevidste væsner med et komplekst socialt og følelsesmæssigt liv. Alligevel behandler vi ikke chimpanser, gorillaer og orangutanger særligt humant. Vi bruger dem til medicinske og kirurgiske forsøg, vi driver jagt på dem, udstiller dem i zoologiske haver og lader dem optræde i cirkus.
Mennesker udfører fra tid til anden handlinger, der er til skade for dem selv, andre eller endda hele menneskeheden. Hvordan sikrer vi os mod at udvikle kunstigt intelligente systemer, der vil kunne gøre det samme? Isaac Asimovs robotlove er et bud herpå. På denne måde fungerer Asimovs love som en slags robotetik, der sikrer, at kunstigt intelligente systemer kan frembringes og fungere uden fare for mennesker og menneskeheden. Formålet med lovene er med andre ord at beskytte mennesker fra at skabe kunstigt intelligente robotter og systemer, der kan være til fare for deres menneskelige omgivelser.