Psykiatri
Vi ønsker at sætte fokus på de etiske dilemmaer i psykiatrien og skabe synlighed og debat om de vilkår og udfordringer, som møder mennesker, der rammes af psykisk sygdom.
FAQ: Psykiatri
Hvad mener Det Etiske Råd om anvendelse af tvang?
Det Etiske Råd mener, at brugen af tvang i psykiatrien kan være berettiget. Det skyldes, at patienten på grund af sin sygdom undertiden ikke er i stand til at varetage sine egne interesser. Andre må så tage over, f.eks. ved at sørge for, at patienten får den nødvendige behandling eller undlader at skade sig selv rent fysisk. I andre tilfælde kan tvangen være et nødvendigt middel til at hindre, at patienten på grund af sin sygdom skader andre – det kan være andre patienter eller personalet.
Rådet understreger samtidigt, at brug af tvang altid er en krænkelse af den person, som udsættes for tvang. Derfor skal tvang så vidt muligt undgås. Rådet pointerer, at brugen af tvang altid skal være en undtagelse, og ikke må blive en rutinemæssig løsning på problemer.
Også den skjulte tvang skal undgås. Skjult tvang er f.eks., hvor en patient med verbale midler presses til at gøre noget mod sin vilje, f.eks. ved hjælp af manipulation eller trusler. Også denne form for tvang udgør et overgreb, fordi patientens evne til at træffe beslutninger sættes ud af kraft på grund af den svært gennemskuelige magtudøvelse, den skjulte tvang rummer.
Hvad mener Det Etiske Råd, der kan gøres for at mindske brugen af tvang?
Det Etiske Råd mener, at der er muligheder for at forebygge tvang i psykiatrien, uden at det går ud over kvaliteten af behandling og pleje. En bred effektiv forebyggelsesindsats er efter Rådets opfattelse nødvendig.
En forebyggende indsats kan bl.a. ske ved på afdelingerne at fremme en hensigtsmæssig kultur, der udtrykker en menneskeopfattelse baseret på respekt. Især den måde patienter mødes på og de omgangsformer, der præget miljøet i afdelingen, kan have betydning for anvendelse af tvang. Rådet mener derfor, at en behandlingskultur baseret på en opfattelse af patienten som en ligeværdig person er velegnet til at nedbringe brugen af tvang.
Hvad mener Det Etiske Råd om diagnoser?
Hvis du er interesseret i at vide mere om vores arbejde med diagnoser, kan du besøge vores temaside om Diagnoser.
Udvalgte publikationer
2020: Udtalelse om etiske dilemmaer i retspsykiatrien
I udtalelsen behandler rådet nogle af de etiske dilemmaer, der udspiller sig inden for retspsykiatrien. Rådet forholder sig konkret til tre overordnede temaer.
2012: Udtalelse om tvang i psykiatrien
Det Etiske Råd præsenterer i udtalelsen sine synspunkter om de spørgsmål og dilemmaer, der er knyttet til at anvende tvang over for patienter med psykiske lidelser. Anvendelsen af tvang kan ikke ses som et isoleret fænomen. Brugen af tvang er tæt sammenvævet med andre aspekter af psykiatrien som fx kulturen på afdelingerne, inddragelse af pårørende og sammenhængen mellem behandlingspsykiatrien og socialpsykiatrien. Af den grund handler synspunkterne om andet end brugen af tvang.
2012: Psykiatri og tvang i en juridisk kontekst
Teksten beskriver den del af psykiatrien, hvor der bliver anvendt tvang. I teksten beskrives blandt andet nogle af de tvangsindgreb, der i dag i det danske sundhedsvæsen kan anvendes over for personer med svære psykiske lidelser, og under hvilke betingelser dette kan ske.
2020: Syg/dom – fortællinger fra mødet med retspsykiatrien
Lyt til Det Etiske Råds podcast om de etiske dilemmaer, man kan møde i retspsykiatrien. Podcasten består af fire episoder og følger op på rådets udtalelse fra februar 2020.
2012: Psykiatri og tvang i en etisk kontekst
Teksten er et diskussionsoplæg, hvor nogle af de etiske begrundelser, der kan gives for at anvende tvang, præsenteres. Desuden skitseres en række problemer, der er forbundet med at benytte tvang, blandt andet den negative indvirkning, som tilsidesættelse af patientens egne ønsker kan have for patientens selvrespekt.
2012: Mødet med patienten og kulturen i psykiatrien
Teksten handler om kulturen i psykiatrien. Teksten tager udgangspunkt i en diskussion af, om patienter i det danske psykiatriske system bliver behandlet ligeværdigt, som personer, med respekt, med værdighed, som mennesker, etc. Begrebet "anerkendelse" anvendes i en diskussion af, hvad det kan indebære at behandle en patient med en psykisk lidelse ligeværdigt og som person.