Aktiv dødshjælp og døende

Følgende holdninger og argumenter fra fortalere for og modstandere af aktiv dødshjælp er fra den udtalelse, Det Etiske Råd lavede om aktiv dødshjælp i 2012 og præsenterer altså samtidig rådsmedlemmernes synspunkter.

Modstandere af en lovændring:

Nogle medlemmer af Det Etiske Råd (Jacob Birkler, Lillian Bondo, Niels Jørgen Cappelørn, Gunna Christiansen, Mickey Gjerris, Søren Peter Hansen, Lotte Hvas, Lene Kattrup, Ester Larsen, Edith Mark, Anne- Marie Mai, Jørgen E. Olesen, Thomas Ploug, Christian Borrisholt Steen og Christina Wilson) er imod at ændre den nuværende lovgivning. Efter medlemmernes opfattelse bør fokus være på en styrkelse af hjælpen i livet indtil døden med udgangspunkt i patientens situation. Nogle af de anførte medlemmer (Mickey Gjerris, Edith Mark, Jørgen E. Olesen, Thomas Ploug og Christina Wilson) registrerer, at det i undtagelsestilfælde kan være menneskeligt påkrævet at udføre aktiv dødshjælp, men efter medlemmernes opfattelse retfærdiggør disse sjældne tilfælde ikke en ændring af loven. Efter de nævnte medlemmers opfattelse må en sådan lovændring forventes at få negative følgevirkninger, blandt andet for læge-patient-forholdet, for patienternes mulighed for at træffe selvstændige og utvungne beslutninger og for forståelsen af og forpligtelsen til at yde omsorg, som bør være rettet mod at hjælpe den døende med livet i livet, som levende indtil døden. Nogle medlemmer (Edith Mark, Thomas Ploug og Christian Borrisholt Steen) mener, at en lovændring ville udgøre en krænkelse af menneskelivets særlige værdi. Disse medlemmer kan af den grund heller ikke tilslutte sig en sådan lovændring.

Mulige tilhængere af en lovændring:

Nogle medlemmer af Det Etiske Råd (Rikke Bagger Jørgensen og Jørgen Carlsen) mener, at det i nogle ganske få tilfælde kan være etisk acceptabelt at udføre aktiv dødshjælp, hvis patienten selv ønsker dette og er udsat for ubærlige lidelser, som en optimal palliativ indsats hverken på kort eller langt sigt kan reducere til et acceptabelt niveau. De nævnte medlemmer lægger imidlertid stor vægt på, at en eventuel lovændring ikke må få væsentlige, negative følgevirkninger for fx læge-patient-forholdet eller omfanget og karakteren af den palliative indsats på hospitaler og hospicer. De nævnte medlemmer anbefaler derfor, at der forud for en eventuel lovændring foretages et gennemgribende udredningsarbejde, hvor der opstilles forskellige modeller for en lovændring, som sammenholdes med erfaringerne fra andre lande. Hvis det vurderes, at en lovliggørelse af aktiv dødshjælp har væsentlige, negative følgevirkninger, er dette for de nævnte medlemmer en afgørende begrundelse for ikke at foretage en lovændring.

Mulige tilhængere af en lovliggørelse af assisteret selvmord:

Endelig finder nogle medlemmer (Rikke Bagger Jørgensen og Jørgen Carlsen), at det som supplement eller alternativ til en lovliggørelse af aktiv dødshjælp bør overvejes at tillade assisteret selvmord.

Et af de nævnte medlemmer (Jørgen Carlsen) finder assisteret selvmord mindre problematisk end aktiv dødshjælp, fordi patienten selv er årsag til sin død. Hvis det kommer på tale at give nogle patientgrupper mulighed for at få forkortet deres liv gennem en aktiv handling, anbefaler dette medlem derfor en lovliggørelse af assisteret selvmord i stedet for en lovliggørelse af aktiv dødshjælp.

Principielt set har alle borgere i Danmark den mulighed at tage deres eget liv, hvis de ikke ønsker at leve længere. I praksis har meget syge patienter imidlertid sjældent denne mulighed, fordi de er bundet til deres sengeleje. En lovliggørelse af assisteret selvmord kan derfor siges at bibringe dem de muligheder for at tage sig selv af dage, som de fleste andre borgere har. De medlemmer, der peger på assisteret selvmord som supplement eller alternativ til aktiv dødshjælp, mener imidlertid, at en eventuel lovliggørelse af assisteret selvmord - ligesom en eventuel lovliggørelse af aktiv dødshjælp - ville udgøre en radikal ændring af den danske lovgivning, som kunne tænkes at have uønskede følgevirkninger. Disse medlemmer mener derfor, at der forud for en eventuel lovændring skal foretages et gennemgribende udredningsarbejde, hvor der opstilles forskellige modeller for en lovændring, som sammenholdes med erfaringerne fra andre lande. Efter medlemmernes opfattelse kan en lovliggørelse af assisteret selvmord ikke komme på tale, hvis en sådan ændring vurderes at have væsentlige, negative følgevirkninger.

Lige nu er aktiv dødshjælp ikke tilladt i Danmark. Hvor store ændringer, det ville føre med sig at lovliggøre aktiv dødshjælp, er netop noget af det, der diskuteres i debatten. Mange hævder, at når man først lovliggør aktiv dødshjælp, fører det til en proces, hvor flere og flere faktisk får udført aktiv dødshjælp – og hvor flere og flere får ret til at få aktiv dødshjælp. Man kan fx pege på, at aktiv dødshjælp på børn lige er blevet tilladt i Belgien her i begyndelsen af 2014, tidligere var det kun tilladt på voksne. Andre vil så til gengæld hævde, at den ændring ikke nødvendigvis er forkert – og at antallet af personer, der udføres aktiv dødshjælp på, kun vil stige, hvis disse personer faktisk har behov for aktiv dødshjælp. Noget andet, der også diskuteres, er, om det vil ændre forholdet mellem læge og patient på en uheldig måde, hvis læger skal til at udføre aktiv dødshjælp og altså ikke længere kun skal forsøge at helbrede patienten – vil patienterne så fortsat have tillid til lægerne? Nogle er også bekymrede for, om muligheden for aktiv dødshjælp kan medføre, at døende patienterne i det lange løb vil få mindre omsorg (de kan jo blive slået ihjel i stedet) og at respekten for menneskelivet vil blive udhulet. Det er selvfølgelig mere eller mindre gætværk, om dette faktisk vil ske! Et andet problem er, hvem der egentlig skal have adgang til at få aktiv dødshjælp. Skal det kun være personer, der selv kan sige, de vil have aktiv dødshjælp, skal man være døende i forvejen - og kan det fx være meget syge børn?

Der har lige været lavet en undersøgelse af, hvor mange danskere der tager til udlandet og får udført enten aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord i enten Schweiz eller Holland. Siden 1998 har fire danskere fået udført assisteret selvmord i Schweiz, mens ingen har fået udført aktiv dødshjælp i Holland, da det ikke er muligt for udlændinge. Hvor mange, der har fået udført aktiv dødshjælp i Danmark, er svært at vide, da det jo er forbudt og dermed ulovligt og strafbart. Der har været enkelte tilfælde fremme i medierne, men hvor mange det i sidste ende drejer sig om, er der nok ingen, der ved.

Det er jo en politisk beslutning. Lige nu er der et klart flertal i folketinget imod at lovliggøre aktiv dødshjælp, så der skal nok vælges en del andre politikere ind i folketinget, hvis det skal lovliggøres. Men det påvirker sikkert også politikernes opfattelse, hvis mange i befolkningen går ind for aktiv dødshjælp - og hvis det fx blev et tema i den kommende valgkamp.

Det er helt klart et af argumenterne for at lovliggøre aktiv dødshjælp. Men læg mærke til, at sammenlignet med selvmord er der den forskel, at aktiv dødshjælp kræver en andens medvirken – og hvis det er lægen, der forventes at udføre aktiv dødshjælp, bliver det en slags samfundsmæssig opgave. Nogle vil hævde, at det netop derfor ikke bare er den enkeltes eget anliggende længere. Det påvirker lægens og sundhedsvæsenets måde at fungere på.

Tilhængerne af aktiv dødshjælp sammenligner aktiv dødshjælp med aflivning af lidende dyr og bruger sammenligningen til at argumentere for, at vi skal lovliggøre aktiv dødshjælp – vi skal ikke behandle mennesker dårligere end dyr. Vi synes jo, det er rigtigst at aflive et lidende dyr, hvorfor så ikke også et lidende menneske? Modstanderne peger derimod på en række forskelle mellem de to situationer fx: Vi kan smertebehandle patienter meget effektivt, så de ikke behøver at have ubærlige lidelser (så mange ressourcer vil vi ikke bruge på at bekæmpe dyrs lidelser) og mennelivet er ukrænkeligt på en anden måde end dyreliv forstået på den måde, at vi har en slags tabu mod at slå mennesker ihjel, det har vi ikke i forhold til at slå dyr ihjel, vi slår fx rigtig mange dyr ihjel for at spise dem.

Det er i al almindelighed svært at svare på, hvilken indflydelse vi har på lovgivningen, for vi rådgiver politikerne, men politikerne bestemmer jo selv, om de vil lytte til rådgivningen. Og ofte er medlemmerne af Det Etiske Råd ikke enige. Men lige netop i forbindelse med aktiv dødshjælp bad den daværende sundhedsminister, Astrid Kragh, selv Det Etiske Råd om at lave en udtalelse – den vi lavede i 2012 og som der er et link til på temasiden – og sagde samtidig, at hun ville lytte meget til Rådets argumenter. Så vi har nok haft en vis indflydelse på, at Astrid Kragh ikke fremsatte et lovforslag om at lovliggøre aktiv dødshjælp.

Det har Det Etiske Råd ikke taget samlet stilling til. Det Etiske Råd forsøger at fremstille de relevante argumenter for og imod at lovliggøre aktiv dødshjælp, og hvert enkelt medlem tager også personligt stilling til spørgsmålet, som I kan se i udtalelsen fra 2012. Hvad befolkningen mener, er ikke blevet drøftet så meget.

Som I kan se i udtalelsen fra 2012, kan man formodentlig i stort set alle tilfælde smertelindre en patient, så han eller hun ikke udsættes for helt ubærlige, fysiske lidelser. Dette er for mange af modstandere af at lovliggøre aktiv dødshjælp en væsentlig begrundelse for deres opfattelse. Dertil kommer, at en patient i næsten alle tilfælde kan frabede sig at blive behandlet eller forlange, at en allerede igangsat behandling standses. Man behøver altså ikke blive holdt "kunstigt" i live, fordi sygehusene har alle mulige avancerede behandlingsmuligheder.

Det er svært at svare på! Måske er der ikke så stor forskel i opfattelsen endda, for ifølge meningsmålingerne går en stor del af borgerne i Danmark – i nærheden af 70 % - ind for aktiv dødshjælp. Hvis der faktisk er en forskel, kan det være, at den skyldes, at aktiv dødshjælp har været tilladt længe i Holland. Men det forklarer selvfølgelig ikke, hvorfor det er tilladt i Holland og ikke i Danmark, men det er jo en politisk beslutning, som ikke nødvendigvis direkte afspejler befolkningens holdning.