Teknologiske vidundere, iklædt navne som 'enhancement' og 'Homo Artefakt', implanteret i legemet og beregnet til at forbedre de menneskelige sanser og funktioner, kan dårligt undgå at vække bekymring. Én bekymring er, at den almindelige opfattelse af forskellen på menneske og maskine anfægtes. Alene betegnelsen 'Homo Artefakt' lyder som et insekts kantede eller stiliserede bevægelser, 'break dance' i slowmotion, hvor man dog ikke er i tvivl om, at den dansende er et menneske. Er det en chip, som får en krøbling til at bevæge sig på denne måde, så han kan udfordre sit handikap, eller en dims, som gør en mand så klog, at han kan kobles direkte til internettet, må man spørge: Hvor begynder og slutter et menneske, hvis væsentlige funktioner og karakteristika er overtaget af en maskine? Hvormed begynder den, man er? Er det blikket? Er det stemmen?
Interview med Paolo Dario er robotforsker og professor ved universitetet i Pisa. Paolo Dario er samtidigt leder af det europæiske forskningsprojekt NEUROBOTICS.
De væsener, vi mennesker tager mest hensyn til, er andre mennesker. Ikke at vi altid gør det, men vi gør det da i det mindste somme tider. Og at vi anser os selv for at have en helt speciel etisk status, fremgår med al ønskelig tydelighed af de meget krævende regelsæt, vi har udformet om behandlingen af mennesker. Tag bare menneskerettighedserklæringens artikel 1: ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd”. Sådan er det ikke med dyr. Dyr holder vi i fangenskab, ofte på meget lidt plads. Det gør vi som regel for at fodre dem op, slagte dem og spise dem. I Danmark har en burhøne nogenlunde et A4-arks plads at boltre sig på, og i Europa produceres der årligt mere end 4,5 milliarder kyllinger. Der er altså langt flere kyllinger end mennesker i EU, men de optager en meget lille procentdel af den samlede plads. Det har ikke meget med broderskabets ånd at gøre.
Skal menneskeaber have samme etiske status som menneskers børn? Og hvad sker der, hvis robotter bliver så intelligente, at de er selvbevidste og har egne interesser? Skal de så behandles, som vi mennesker behandler vores egen art? Menneskeaber er chimpanser, gorillaer og orangutanger. Navnet afslører, at vi føler os nært beslægtede med disse aber. Det skyldes, at de har fællestræk med mennesker. Menneskeaber er intelligente og bevidste væsner med et komplekst socialt og følelsesmæssigt liv. Alligevel behandler vi ikke chimpanser, gorillaer og orangutanger særligt humant. Vi bruger dem til medicinske og kirurgiske forsøg, vi driver jagt på dem, udstiller dem i zoologiske haver og lader dem optræde i cirkus.
Se filmen Det Kunstige Menneske
Teknologien har været menneskets hjælpemiddel og slave i århundreder, men nærmer vi os en tid, hvor maskinen bliver vores ligemænd, og hvor meget styrer vi egentlig selv teknologien? Nogle, som for eksempel den amerikanske computerspecialist, opfinder og fremtidsforsker Ray Kurzweil, mener, det kun er et spørgsmål om tid, før det lykkes at overvinde disse forhindringer, og forskerne er allerede godt på vej. Efter hans mening var Deep Blue kun en foreløbig kulmination i en udvikling, som går mod, at maskiner allerede om få årtier vil have udviklet lige så kompleks intelligens som mennesker, for siden at overgå en hvilken som helst kompetence, vi har. Han taler om, at mennesker og maskiner vil smelte sammen, så den viden, vores hjerner rummer, vil blive forstærket af maskinernes langt større hastighed og hukommelse. Det vil indvarsle en ny æra, og begyndelsen på denne æra kalder Ray Kurzweil for Singulariteten.
Interview med Luciano Fadiga, der er hjerneforsker og professor i human fysiologi ved universitetet i Ferrara, Italien.
Interview med Ronald Arkin, der er robotforsker og professor ved Georgia Institute of Technology. I interviewet fortæller han om robotadfærd og menneskers forhold til robotter. Ronald Arkin er optaget af, at vi behandler humanoide robotter som partnere og ikke som slaver. Han mener nemlig, at vores adfærd over for menneskelignende robotter vil smitte af på vores adfærd over for mennesker.
Kevin Warwick, som er professor i kybernetik ved University of Reading i England, har gennemført to forsøg med implantation af informationteknologi i sin egen krop. Ved det første forsøg blev det demonstreret, at en chip implanteret i hans arm kunne bruges til at åbne døre samt til at tænde og slukke for lys, computere mm. på en kontrolleret måde i overensstemmelse med hans kommen og gåen. I andet forsøg blev hans nervesystem koblet til en computer og videre til internettet. Nu planlægges et tredje forsøg, som ifølge Kevin Warwick skal være en implantation, som vil kunne koble hans hjerne til en computer og i princippet dermed også til internettet.
Enhancement - det engelske ord, der kommer af verbet enhance (at forhøje, forøge, forstærke) er blevet en terminus technicus i biotek-litteraturen. Enhancement betegner bestræbelsen på at "udbedre" menneskets kropslige og mentale "ufuldkommenheder": at frembringe en forstærket version af mennesket, som det forefindes fra naturens hånd - altså førkulturelt - og som vi indtil nu har været vant til at møde det. I bogen af samme navn taler Gert Balling meget træffende om homo sapiens 2.0.
Der er en kløft mellem behov for sygdomsbehandling og det, der er råd til. De stadigt udvidede teknologiske muligheder for behandlinger vil betyde, at det bliver sværere og sværere at bygge bro over denne kløft. Men i fremtiden vil der ikke blot være tale om mere effektiv behandling af syge, men også om mulighed for fysiske og psykiske forbedringer af raske. Opgraderinger kunne man kalde det. Den udvikling nødvendiggør etiske overvejelser, og ideen om selvbestemmelse vil indgå med tyngde i disse overvejelser. Der er derfor grund til at se på denne selvbestemmelse - det der også med et fremmedord hedder autonomi.
Sjæl-legeme-problemet er snævert knyttet til dualismen, som går ud på, at virkeligheden består af to bestanddele af forskelligt væsen, nemlig det sjælelige og det materielle. Det sjælelige skal i denne sammenhæng forstås bredt, så det kan omfatte både det mentale og/eller det, man i kristen sammenhæng kalder sjælen. Man når frem til en dualistisk opfattelse ved at tænke over, hvor stor forskel der er på den mentale ”indre verden” og den fysiske ”ydre verden”.<br>
Svære og farlige arbejdsopgaver vil måske i fremtiden blive klaret af sværme af meget små robotter, der arbejder sammen om opgaven, for eksempel rengøring på vanskelige eller farlige steder. Forskerne henter inspiration i dyrenes verden - hos bier, myrer og andre sociale insekter. Når publikum på et fodboldstadion hylder deres hold, laver de en bølge. Fodboldbølgen kan være et billede på den form for intelligent adfærd, som kendetegner sociale insekter; det vil sige insekter som myrer og bier, der organiserer sig i store fællesskaber. Det enkelte insekt følger bare nogle få simple regler, men så snart insekterne er mange nok, fører det til en meget kompleks adfærd for hele gruppen. Insekternes sociale adfærd bliver kaldt ”swarm intelligence” eller på dansk: sværmintelligens. Det er, når den samlede gruppe kan løse komplekse opgaver, selvom det enkelte insekt kun kan sanse meget få ting, og selvom der ikke er nogen, der styrer flokken. Der er ingen ledere eller mellemledere. De komplekse opgaver kan f.eks. være at søge efter føde eller passe larverne i boet eller tuen.
Raja Chatila er robotforsker og leder af det EU-støttede forskningsprojekt COGNIRON. I interviewet fortæller han om de etiske problemer, man kan støde på, når robotter udfordrer menneskets position som den eneste intelligente art. Vores opfattelse af, hvad det vil sige at være menneske, udfordres, hvis vi bliver i stand til at konstruere en kognitiv robot, der tænker som et menneske.
Lige nu arbejder forskerhold i Europa, Japan og USA på at skabe robotter, der ligner mennesker og dyr. Visionen er, at de skal blive vores hjælpere i hjemmet. Eller måske endda vores venner og samtalepartnere. Til brug for sjov og luksus, når vi er unge, eller til brug for pleje og ensomhed, når vi er gamle. En del robotforskere satser på, at der i fremtiden kan opstå partnerskaber og relationer mellem robotter og mennesker. Det kan være følelsesmæssige forhold, som man allerede nu ser med robotkæledyr. Men det kan også være et mere praktisk partnerskab, hvor mennesker kan kommunikere med robotter og få dem til at udføre forskellige ting i hjemmet. Det er en vigtig udfordring for forskningen at opnå et naturligt samvær mellem mennesket og robotten. På vejen frem mod løsninger af denne udfordring er der mange vanskeligheder, og de er både tekniske og etiske.
Med elektroder opereret ned i hjernen er det muligt for en abe at styre en computer med sin hjerne - en forsmag på fremtidens muligheder for at parre krop og maskine. I eksperimenter har man allerede skabt vage synsindtryk hos blinde ved hjælp af interfaces mellem hjernen og apparater uden for kroppen, ligesom fysisk handicappede med tankens kraft har kunnet flytte cursoren på en computerskærm. Men splejsningen mellem hård teknologi og hjernens bløde biologi kridter også banen op for andre muligheder. Anvendelser, som er teoretisk mulige, og som i fremtiden måske vil blive virkelige: mennesker med kunstigt forstærket intelligens, mennesker med infrarødt syn, ekstra forstærkede lemmer o.l. Ja, faktisk de cyborgs man kender fra film - menneskemaskinerne gjort til virkelighed.
Kevin Warwick er professor i kybernetik ved universitetet i Reading. I interviewet fortæller han om sit næste forsøg, hvor et neuroimplantat skal implanteres i hans hjerne. Han håber, at teknologien engang kan muliggøre tankeoverførsler og opgraderinger af den menneskelige hjerne. Mennesker vil blive cyborgs, siger Kevin Warvick, om vi vil det eller ej.
Ønsket om at opgradere sig selv hører ikke kun til den moderne tid. Så langt tilbage som første århundrede finder vi historier, der handler om at opgradere mennesker eller at skabe væsener med bedre evner og sanser. Myterne er strålende eksempler på, hvordan menneskets stræben efter opgradering altid har været inspireret af den teknologi, man har haft på det tidspunkt. Det er der skabt nogle smukke, sjove og uhyggelige myter omkring.
Der er naturligvis mange juridiske problemer forbundet med udviklingen af meget avancerede robotter. Så længe en robot opfattes som en maskine, drejer juraen sig om retten til styringsprogrammer, design, robotter som salgsgenstande og lignende. Der er ikke megen grundlæggende etik i det. Hvis udviklingen går som den mest avancerede forskning på området indikerer, vil robotter måske ikke længere kunne behandles entydigt som maskiner, men som selvstændige væsener med følelser, egen vilje og egne behov. I så fald kan det med fornuft diskuteres, om disse egenskaber skal tilgodeses af retssystemet. Overvejelserne kendes fra diskussionerne om grundlæggende umistelige rettigheder for mennesker.
Science fiction-film indeholder ofte fremskrivninger af teknologi, som nutidens seer kan genkende grundformen af: Computere bliver til fremtidens superintelligente systemer; robotter bliver til fremtidens cyborgs og replikanter. Filmene er fantasier med afsæt i videnskab og teknologi. Men det er fantasier, der er nyttige i en seriøs debat. Men skal bare være klar over, hvilke præmisser, fiktive fortællinger om fremtiden baserer sig på.